Når fakta og fiktion mødes

Projektet ”Fakta i fokus – bag om fiktionen” ville udforske ”skæve og uprøvede litteraturaktiviteter ’on-location’ hos retsmedicineren, fiskeren, dommeren eller arkæologen. Med fiktion og faglitteratur som afsæt og med ønsket om at afprøve et nyt litterært koncept bygges der bro mellem fiktion og fakta.” Bag projektet stod Odense Bibliotekerne, AssensBibliotekerne og HvidovreBibliotekerne, som sammen havde opnået støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, og jeg var i 2019 tilknyttet som konsulent.

Jeg deltog selv i tre arrangementer: Besøg på Retsmedicinsk Institut på Odense Universitets Hospital, besættelseshistorisk læsekreds og byvandring i Odense og en aften på Clairvoyanceskolen i København. I denne artikel vil jeg beskrive disse, som jeg oplevede dem, og give min vurdering af deres bidrag til opfyldelse af projektets formålserklæring.

Et liv efter døden

Susanne Stauns spændingsroman Døderummet blev af Odense Bibliotekerne udvalgt til to læsekredse, som sammen med besøg på instituttet udgjorde arrangementerne ”Døderummet – hvordan arbejder virkelighedens retsmediciner?” Jeg deltog i læsekreds og besøg på Retsmedicinsk Institut, og mit indtryk var, at koblingen mellem fakta og fiktion fungerede vældig godt – på trods af en del kritik af romanen. Men som én af de mindre begejstrede deltagere udtrykte det: ”Selv om jeg ikke er så vild med bogen, er det interessant, at den bygger på virkeligheden og dermed åbner ind til en bagved liggende verden.” En anden så frem til at finde ud af, om retskemi virkelig fungerer sådan, som Susanne Staun har beskrevet det i romanen, mens en tredje virkelig ikke håbede, at forfatterens ”beskrivelser af personerne er troværdige!” Mødet med vicestatsobducenten og en ægte retskemiker skuffede nu ikke. Sidstnævnte udtalte eksempelvis, at man ikke ”har levet, før man har siddet med en tandstikker og skrabet opkast ud af rillerne på en clockradio.”

Oplæggene var seriøse, detaljerede og åbenhjertige og gav svar på spørgsmål om alt fra Bladan-mord til metodik for identifikation af mord- og katastrofeofre. Besøget på Instituttet inkluderede også en detaljeret rundvisning med besøg både i laboratoriet og på sektionsstuen, og det var tydeligt, at der var mange krimielskere blandt deltagerne. De slugte det hele råt, selv om der trods alt ikke var lig på bordet.

Besat af besættelsen

Perioden 1940-1945 interesserer stadig mange biblioteksbrugere, som søger svar på, hvad der egentlig foregik i de fem besættelsesår, og hvordan datidens danskere klarede sig gennem den vanskelige tid. Som arnested for Augustoprøret i 1943 er Odenses byrum en central lokalitet i besættelsens erindringshistorie, og derfor forekom det oplagt at koble en litterær tilgang til emnet med en byvandring. Oplægget var, at deltagerne skulle medbringe en skønlitterær bog om Besættelsen, som de havde læst og ønskede at dele med gruppen, men hurtigt stod det klart, at halvdelen havde misforstået dette og udelukkende var kommet for byvandringen. Og af resten var der flere, som ikke havde læst romaner, men derimod faglitteratur om emnet. Især var det vanskeligt at få de mandlige deltagere til at forholde sig til skønlitteraturen, mens de derimod gavmildt øste af deres faglitterære anbefalinger.

Efter en til tider lidt træg snak omkring bordet gik en lokalhistoriker på med et oplæg om Odense under Besættelsen, og her vågnede deltagerne op. Derefter forlod vi bibliotekets trygge rammer til fordel for byens gader, hvor vrede odenseanere i augustdagene 1943 bl.a. væltede en politibil. Vejret var dejligt, og rundviseren god og kompetent, men ikke overraskende var det heller ikke under denne del af arrangementet koblingen til skønlitteraturen, som stod stærkest.

Klarsyn i København

Den 30. oktober 2019 mødte jeg op på Clairvoyanceskolen i det indre København, hvor HvidovreBibliotekerne havde sat ca. 15 biblioteksbrugere stævne til et arrangement om fakta og fiktion i clairvoyance. De fleste deltagere var kvinder og alle talte de sagte og bevægede sig langsomt, som om de gjorde sig umage for ikke at skræmme ånderne væk.

”Jo renere vi er, des lettere kommer beskederne igennem,” sagde Tove, lederen af Clairvoyanceskolen, da selve arrangementet var begyndt, og vi var blevet bænket i undervisningslokalet med puder og tæpper på stolene. Hun præsenterede en gruppe studerende, som var mødt op for at give en smagsprøve på såkaldt ”klarsyn”- en måde at tiltrække personlige afdødebeskeder. De studerende forlod derefter kortvarigt lokalet for at ”åbne for sluserne”, hvorefter der i en intens atmosfære blev skabt kontakt mellem deltagerne og deres afdøde slægtninge og bekendte. Fra det hinsides kom budskaber til de fremmødte om deres skrøbelighed og tvivl, men samtidig tryghedsskabende bekræftelser om, at fundamentet trods alt var godt nok. Altid håb og tak og kærlighed – aldrig en meddelelse fra en afdød, som følte sig svigtet eller glemt af de levende. Tankevækkende.

Og ja, der kom søreme også en besked igennem til mig, som godt nok havde præsenteret mig som observatør, men naturligvis indvilget i at deltage i seancen på lige vilkår med de andre. En mandlig studerende fra Clairvoyanceskolen trådte frem mod mig, lukkede øjnene og messede lidt mod loftet, inden han sagde: ”Beskeden er, at du skal slippe dit indre legebarn løs.” Her blev jeg ærligt talt skuffet. Inden for de seneste år har jeg mistet både min far og min bedstemor, og jeg var jeg til stede, da begge udåndede. En lille hilsen eller bare et ”Tak for alt” ville have være passende her, syntes jeg.

Vurdering af arrangementerne

Set i tilbageblik lykkedes arrangementet i Odense om retsmedicin bedst med at koble fakta og fiktion. Kombinationen af en traditionel læsekreds centreret om en roman med retsmedicin som tema og et besøg på selve det institut, hvor en del af romanens handling udspiller sig, skabte spændende koblinger mellem skønlitteraturen og virkeligheden. På samme måde var der på papiret en klar relation mellem fakta og fiktion i det odenseanske arrangement om Besættelsen, men fordi første del heraf var mindre stramt styret end læsekredsen om retsmedicin, hvor valget af roman var givet på forhånd, viste det sig i praksis vanskeligt at fastholde deltagernes fokus på fiktionen. Endelig fremstod HvidovreBibliotekernes arrangement om Clairvoyance isoleret set som mindre vellykket set i forhold til projektets formål, fordi der i realiteten hverken var tale om fakta eller fiktion, men nærmere et virksomhedsbesøg med smagsprøver på selvudvikling. For en skeptiker som mig kalder et sådant arrangement på kritisk distance, og jeg håber, at deltagerne opnåede et mere velafbalanceret indtryk af clairvoyance gennem HvidovreBibliotekernes øvrige tiltag.

Samlet set er det min opfattelse, at ”Fakta i fokus – bag om fiktionen” lykkedes med sit formål, nemlig at udvikle og afvikle en imponerende række af skæve og anderledes arrangementer om mødet mellem fakta og fiktion. Arrangementerne blotlagde såvel potentialet i som udfordringerne med at bygge bro mellem de to verdener, som ofte tiltrækker forskellige målgrupper. Det foreliggende idékatalog, hvoraf projektets samlede arrangementsportefølje fremgår, bør tjene som inspiration til glæde og forhåbentlig gavn for mange andre kulturaktører.

Kontakt:
Maria Kristensen
maok@odense.dk