Fake news, det postfaktuelle og den algoritmiske kultur

Donald Trump er blevet indsat som USA’s nye præsident. Nogle mener, at han er blevet præsident på et falsk grundlag: han har udspredt løgne, halve sandheder og grovheder mod specielt minoritetsgrupper samt benægtet alt, hvad der ikke passer ind i hans historie og karakteriseret dette som fake news fra etablerede medier og andre meningsdannere. Hvordan kan og kunne dette lade sig gøre, spørger mange? Svaret er, at Trump og hans kommunikation er et resultat af det såkaldte postfaktuelle samfund. En samfundsform hvori mennesker benægter eller forvrider fakta. Men Trump og hans kommunikation er også et produkt af den algoritmiske kultur; en kulturform hvor kultur, kulturelle antagelser og kulturelle domme er et produkt af beregninger foretaget af computere med udgangspunkt i et hav af input i form af de efterhånden berømte ’big data’ og vores kommunikationshandlinger på forskellige sociale medier. Twitter i Trump’s tilfælde. Både Google’s og Facebook’s algoritmer formåede fx under den amerikanske præsidentvalgkamp at sprede fake news om kandidaterne.

Donald Trump er blevet indsat som USA’s nye præsident. Nogle mener, at han er blevet præsident på et falsk grundlag: han har udspredt løgne, halve sandheder og grovheder mod specielt minoritetsgrupper samt benægtet alt, hvad der ikke passer ind i hans historie og karakteriseret dette som fake news fra etablerede medier og andre meningsdannere. Hvordan kan og kunne dette lade sig gøre, spørger mange? Svaret er, at Trump og hans kommunikation er et resultat af det såkaldte postfaktuelle samfund. En samfundsform hvori mennesker benægter eller forvrider fakta. Men Trump og hans kommunikation er også et produkt af den algoritmiske kultur; en kulturform hvor kultur, kulturelle antagelser og kulturelle domme er et produkt af beregninger foretaget af computere med udgangspunkt i et hav af input i form af de efterhånden berømte ’big data’ og vores kommunikationshandlinger på forskellige sociale medier. Twitter i Trump’s tilfælde. Både Google’s og Facebook’s algoritmer formåede fx under den amerikanske præsidentvalgkamp at sprede fake news om kandidaterne.

Pointen med fake news er ikke, at fænomenet er nyt. Fake news har altid været en del af mediebilledet i form af fx propaganda, plantede historier og stærkt vinklede historier. På den måde har vi måske ikke været opmærksomme på fake news. Pointen er derfor nok nærmere, at fake news i en algoritmisk kultur spredes hurtigere og bliver lige så hurtigt falsificeret af dem, der ikke tror på disse ’news’. Hvad er så problemet? Problemet er, at for dem, hvor fake news ikke er fake news, da er de jo i stedet sandheden om fænomenet. Derfor får vi et mediebillede, hvor de forskellige verdener og opfattelser heraf er usammenlignelige og ikke kan og vil tale sammen. Dette er et demokratisk problem. Demokrati må insistere på samtalen. At samtale forudsætter at der lyttes. Det er lige præcis problemet med fake news og det postfaktuelle samfund. Hvis man tror på dem, kan man sige, at dette er min sandhed og jeg er ligeglad med, hvorvidt du, den anden, anser dem for at være falske.

For nogle i biblioteksverdenen ville det være fristende at stille spørgsmålet om, hvordan biblioteker kan være med til at modvirke spredningen af fake news og det postfaktuelle samfund. Som om biblioteker altid og kun har været troværdige formidlere af sandheden og kun sandheden. Af ’true news’. Intet er naturligvis mere forkert. Ligesom nye medier som fx Twitter, Facebook eller Google, så producerer biblioteker heller ikke deres indhold. Det kommer udefra. Fra andre led i viden- og informationskæden. Typisk er indholdet af bibliotekssamlinger jo resultatet af udgivelser fra forlag (og offentlige myndigheder). Hvad forlag har valgt at udgive, kan bibliotekerne ikke stille spørgsmålstegn ved, når de først har valgt at anskaffe materialerne fra forlagene. Og når så bibliotekerne har anskaffet materialerne, så kan de naturligvis klassificere dem i bestemte grupper. Men klassifikation i bibliotekerne er jo ikke vokset i bibliotekernes baghave. Disse klassifikationer er også et produkt af den samfundsskabte virkelighed.

Biblioteker kan ikke komme op i mod fake news og det postfaktuelle samfund. Biblioteker kan ikke forhindre fake news og det postfaktuelle samfund. Biblioteker kan ikke forhindre mennesker i at stole på fake news. Ideen er at fake news og det postfaktuelle foregår i menneskers tanker og ideer og disse kan eller skal biblioteker ikke sætte en stopper for.

Biblioteker kan kun til stadig insistere på at have alsidige og nuancerede samlinger af viden. Biblioteker indtager naturligvis samfundsmæssigt standpunkt, når de vælger materialer til deres samlinger. Men af hensyn til deres politiske og kulturelle legitimitet kan biblioteker ikke tillade sig at indtage en dommerposition, når det kommer til at afgøre, hvad der er sandt og falsk i strømmen af information og nyheder. Og jeg tror heller ikke, at bibliotekerne dybest set ønsker sig at skulle indtage en sådan position. Men hvad ville det indebære, hvis de gjorde? Det ville betyde, at bibliotekerne ikke kun skulle tage stilling til, hvad der er sandt og falsk, i sig selv en kompliceret opgave og langt fra den daglige bibliotekspraksis. Bibliotekerne ville også skulle begrunde deres deres epistemiske domme overfor offentligheden. Dette ville ikke kun føre dem langt væk fra deres samfundsmæssige og demokratiske opdrag om at stille materialer til rådighed for befolkningen med henblik på oplysning, dannelse. Det vil også stille biblioteker i en grotesk situation af den simple grund, at opgaven er svær, hvis ikke umulig og nok også langt fra ønskelig. Man aner konturerne af en absurditet her, hvis man mener, biblioteker kan (og skal) være med til at udskille fake news fra ’true’ news og være med til at modvirke det postfaktuelle samfund.

Når det kommer til den algoritmiske kultur, står biblioteker i et paradoksalt forhold med alt, hvad den indebærer af bevidstheden om søgning og klassifikation som hverdagspraksisser. På den ene side bliver den algoritmiske kultur et vilkår for bibliotekerne ligesom den er for resten af samfundets institutioner. På den anden side kan man ikke sammenligne biblioteker med fx den algoritmiske kulturs store medier som fx søgemaskiner og sociale medier, selvom de ligner bibliotekerne i deres praksisser. Biblioteker kan derimod slå på (og skal måske endnu mere), at de er frie og offentlige steder, hvis legitimitet ikke er markedets (sådan da) og hvor lånere er borgere, lønmodtagere og privatpersoner, hvortil bibliotekets samlinger ikke skræddersyes ud fra statistiske beregninger af lånerbehov (sådan da). Som institution hviler biblioteker simpelthen på en anden logik end søgemaskiner og sociale medier. Udfordringen for biblioteker er naturligvis, at lånere også bruger søgemaskiner og sociale medier og bliver herigennem påvirket af deres logik. Derfor kan bibliotekerne heller ikke undsige sig den algoritmiske kultur.

I en tid hvor der er tegn på, at den demokratiske samtale er i krise, må bibliotekerne insistere på at være med til at holde samtalen i gang. En samtale ideen om den algoritmiske kultur netop ikke er med til at vedligeholde fordi ideer og tanker bliver fastholdt i meningssiloer. Her kommer bibliotekernes historiske styrke ind i billedet: at være rummet der gør samtalen mulig; at være rummet der indbyder til at meninger kan brydes i kraft af indholdet i de samlinger, bibliotekerne har lavet for befolkningerne. Her gør bibliotekernes store og klassiske potentiale sig til stadighed gældende.

— Av Jack Andersen, lektor, phd, IVA, Københavns Universitet