Hvilket slags projekt er bibliotekerne?

Hvilket slags projekt er bibliotekerne i en tid, hvor stater, statsledere og politikere overbyder hinanden, underminerer hinanden og ikke mindst (ser det ud til) ikke lytter til hinanden? I bibliotekernes skåltaler lyder det ofte, at de er en hjørnesten i demokratiet, fordi de sikrer fri og lige adgang til viden, information og oplevelser. Men hvad nu hvis demokratiet bliver undsagt af statsledere og politikere? Hvor efterlader det bibliotekerne?

Hvilket slags projekt er bibliotekerne i en tid, hvor stater, statsledere og politikere overbyder hinanden, underminerer hinanden og ikke mindst (ser det ud til) ikke lytter til hinanden? I bibliotekernes skåltaler lyder det ofte, at de er en hjørnesten i demokratiet, fordi de sikrer fri og lige adgang til viden, information og oplevelser. Men hvad nu hvis demokratiet bliver undsagt af statsledere og politikere? Hvor efterlader det bibliotekerne?

Denne klumme skal ikke handle om, at bibliotekerne er i krise. Den skal nærmere handle om, hvordan nogle af verdens pt aktuelle politiske problemstillinger og udfordringer kan responderes på eller hånderes af biblioteker.

Biblioteker er et verdensprojekt med lokale forankringer og lokale indlejringer. Biblioteker er og kan være det sted og det rum, hvorfra man kan iagttage den verdenspolitiske scene: flygtningekrise, klima- og miljøproblematikker, demokratiske problematikker, finansproblematikker. Det er udfordringer og problematikker, der bliver adresseret i verdens prosaer, sagprosaen og fiktionsprosaen. Både i digital og trykt form. Og i forskellige (analoge og digitale) medier: tv, radio, aviser, bog, blogs osv. Bibliotekerne, deres samlinger og deres aktiviteter kan til stadighed vise deres samfundsmæssige værdi ved at stille skarpt på verdens udfordringer og formidle disse, som de bliver artikuleret i forskellige litteraturer og andre medier. Til forskel fra søgemaskiner, tv, aviser og radio, kan biblioteker være med til at formidle nuancer og modsatrettede synspunkter, der ikke skal måles på clicks, seer- og lyttertal og abonnementer. Jovist, måles og legitimeres bibliotekerne også på udlån og besøgstal. Men bibliotekerne har helt basalt set også en anden legitimation i form af netop rummet, de kulturelle aktiviteter og samlingen for nuancer og modsatrettede holdninger. Det er dette, biblioteker som offentlig institution arbejder hårdt med at opretholde og som modvægt til det kommercielle område.

Det er her, biblioteket som verdensprojekt kan have sin rette plads. Visionen om at have steder og rum i samfundet til kulturelle aktiviteter og samlinger af viden og information og hvis ideologi og logik ligger i, at viden, information og det imaginære bidrager positivt til menneskers evne til at forstå sig selv, andre og fællesskaber samt ikke mindst stille spørgsmål og komme med svar på spørgsmål.

Denne vision er et verdensprojekt. Men det udmøntes naturligvis altid lokalt ligesom det tilegnes lokalt. Der er naturligvis en rest af oplysningstanke i dette verdensprojekt. Men det hviler lige så meget på, hvis ikke mere, en grundlæggende filosofisk hermeneutisk ide: nemlig ideen om, at vi er kastet ind i verden og må derfor forholde os aktivt til denne verden for at få mening ud af den. Når vi står overfor noget, vi vil forstå, er vores for-domme i udgangspunktet betingelser for det, at overhovedet kunne forstå noget. Vi kan ikke undgå at bruge vores for-domme, når vi fortolker. Vi må sætte dem i spil med verden for at få dem korrigeret, udfordret og udbygget. Vores for-domme er positive og produktive for erkendelsen, så længe de hele tiden sættes i spil. Det er lige præcis, hvad bibliotekerne kan tilbyde mennesker: et rum og sted hvor ens for-domme kan blive testet, underbygget eller korrigeret. At ville forstå og være kritisk er derfor ikke at iagttage uden for-domme, men at kunne være modtagelig for den andens anderledeshed, som Gadamer formulerer det i sit værk, «Sandhed og Metode» (p. 256). Derfor er forståelse for den anden heller ikke et udtryk for en bedre forståelse, men med Gadamer’s ord, at man simpelthen forstår anderledes, hvis man overhovedet forstår (Gadamer, 2004, p. 282).

I den filosofiske hermeneutik bliver ikke kun begrebet om for-domme fremhævet. Rehabilitering af autoritetsbegrebet står også centralt. Autoritetsbegrebet kommer i spil, når man skal finde ud af på hvilket grundlag, for-domme kan legitimeres. Det er en anerkendelse af, at vores for-domme kommer et sted fra (autoriteter) og kan legimiteres med henvisning til autoriteter (fx personer eller bøger). Dette kan måske lyde en anelse konservativt og diktatorisk. Men sandheden er, at megen af den viden, vi har om verden og om andre jo netop er erhvervet ved at høre på andre eller at læse andre, og dermed i langt mindre grad erhvervet via sanser eller fornuft. Hele ideen om biblioteker bygger lige præcis på denne præmis: at viden ved hjælp af ens for-domme kan erhverves i social interaktion som fx igennem litteraturer, samtaler, eller kulturelle aktiviteter. Det vil sige, at biblioteker er et sted, hvor for-domme kan legitimeres, fordi det en autoritet siger, i princippet vil kunne indses af en anden (Gadamer, 2004, p. 267).

Det er disse hermeneutiske begreber om forståelse, fortolkning og for-domme, der må være centralt i biblioteket som verdensprojekt: at bibliotekerne er et rum og et sted, der fokuserer på forståelse og giver mulighed for at kunne forstå anderledes, hvis man vil forstå den anden.

Biblioteket som verdensprojekt er dermed noget andet end den klassiske påkaldelse af forankringen i ideen om oplysning af mennesket, oplysning forstået som fordomsfri oplysning og erkendelse, og som modet til at bruge sin egen forstand, som Kant ville sige det. Anskuet som et sted og rum for udvikling af forståelse, fortolkning og legitimering af for-domme ved hjælp af fx bibliotekernes samlinger, placerer bibliotekerne sig ind i en historie, der insisterer på, at fx det imaginære kan fortælle sandheder og at vi som forstående og fortolkende væsener faktisk har mulighed for at indse disse sandheder. Men dette kræver ikke den videnskabelige metodes målestok, men nærmere indsigt i, hvilke for-domme, der kan legitimeres af hvilke autoriteter i form af fx litteraturen. Bibliotekerne tilbyder lige præcis dette, hverken mere eller mindre.

Ved at insistere på den kulturelle og samfundsmæssige værdi af forståelse som at forstå anderledes, kan biblioteker rent faktisk tilbyde rum og muligheder for mennesker til, at kunne respondere og handle på nogle af verdens pt aktuelle politiske problemstillinger og udford-ringer.

– Av Jack Andersen, lektor, phd, IVA, Københavns Universitet.