Genopbygning!

Et år efter orkanen Katrina begynder New Orleans’ biblioteker at finde tilbage til sig selv

Av: Casper Hvenegaard Rasmussen og Henrik Jochumsen
 
Det er tidlig formiddag, og vi befinder os på Bourbon Street i det franske kvarter. Skraldemænd er ved at rydde op efter nattens udskejelser. Gaden flyder af plastikkrus, fast-food-rester og andet affald. En mand antaster os, og forklarer med alvorlig mine, at vi overtræder loven: ”Det er ikke lovligt at medbringe vandflasker, når man befinder sig i centrum af ’sprutzonen’”. Vi kigger lidt uforstående på ham, til han lyser op i et smil, og det går op for os, at det er en joke. Vi går ud på Canal Street, der er en af New Orleans brede boulevarder med to spor i midten til kabelvogne. Indtil videre kører de ikke som følge af orkanen Katrina, men ellers er det svært at få øje på nogle nævneværdige ødelæggelser. Som vi bevæger os op af boulevarden, ændrer byen karakter. Butikkerne bliver færre og andelen af sorte betydeligt flere. Vi drejer til venstre ned ad Loyola Avenue, hvor hovedbiblioteket ligger.   

New Orleans hovedbibliotek
Man behøver ikke være udstyret med et særligt udviklet ’Holger fortolker-gen’ for at aflæse en symbolsk dimension i bibliotekets placering. Her i skellet mellem det franske kvarter, forretningskvarteret og de relativt fattigere sorte boligområder, er hovedbiblioteket en mediator af mangfoldighed placeret i skellet mellem meget forskellige bydele. Der er få minutter til at biblioteket åbner, og udenfor har der dannet sig en lang kø, som kontrolleres af to kraftigt bevæbnede vagter. Selvom kriminaliteten er høj i New Orleans, er dette ikke normalt. Forklaringen er derimod, at FEMA (de føderale katastrofemyndigheder) midlertidigt har til huse i en tredjedel af underetagen. Det er her de sociale følger af Katarina behandles – de berørte kan ansøge om erstatning, få opdateret identitetspapirer etc.

Vel inde i biblioteket, efter et sikkerhedstjek, der på mange måder ligner det, man oplever i en lufthavn, bliver vi budt velkommen af lederen af New Orleans Public Library, Bill Johnson. Han viser rundt i hovedbiblioteket, der som bygning ikke har lidt den store overlast. Et smadret vindue i det noget bedagede teknologi-center er blandt de få synlige beviser på orkanens hærgen. Her, otte måneder efter, sidder der stadig en træplade i vindueshullet. Men det var ellers tæt på at gå rigtig galt. Vandet var kun en tomme fra at trænge ned bibliotekets kældre. Udover at indeholde bibliotekets magasin, rummer kældrene uvurderligt historisk materiale fra Louisiana Division, der er en referenceafdeling, som indsamler dokumenter vedrørende New Orleans og Louisiana. Bill Johnson indrømmer, at det umiddelbart kan virke besynderligt, at placere så vigtigt materiale under vandlinien i en by som New Orleans. Men arkiverne blev etableret under den kolde krig, hvor kælderen blev anset for at være det sikreste sted.

Selvom hovedbiblioteket i første omgang ikke direkte blev skadet synderligt af Katrina, er dens konsekvenser ikke vanskelige at på øje på, når man bevæger sig rundt i biblioteket. Der er således meget langt mellem, at man får øje på noget personale. Før Katrina var der ansat 216 personer i New Orleans biblioteker, hvoraf næsten 200 blev fyret efter orkanen, da der ikke var økonomisk grundlag for at holde bibliotekerne kørende med normal bemanding. Lige efter katastrofen var de fleste flyttet fra byen, ligesom de fleste virksomheder lå stille. I dag går det lidt bedre, da der er ca. 40 ansatte. Herudover arbejder en del frivilligt. Det er f.eks. tilfældet i børnebiblioteket, hvor den enlige børnebibliotekar i dag arbejder ulønnet i sin gamle stilling.  

Haves: Bøger – Ønskes: Penge
Budgettet er i dag en tredjedel af, hvad det var før Katrina. Men ifølge Bill Johnson er bibliotekerne ikke blevet så hårdt økonomisk ramt, som man kunne frygte, da bibliotekerne finansieres med en fastlagt procentdel af skattegrundlaget. Det betyder, at det er svært for politikkerne at allokere midler fra biblioteket til andre områder som f.eks. politi og brandvæsen. Områder som politikkerne nok umiddelbart ville have prioriteret i højere grad på bekostning af bibliotekerne, hvis de havde haft bedre muligheder for det. En ikke uvæsentlig del af det nuværende budget er udefrakommende støttedonationer, som særligt den amerikanske biblioteksforening, ALA, både har bidraget til og vid udstrækning administreret. Men det grundlæggende problem ved de løbende støttebidrag er, at de både er en kortsigtet og uforudsigelig indtægt, der gør det svært at ansætte mere personale. Et af bibliotekets mest presserende problemer i øjeblikket. Bøger skorter det derimod ikke på. Bibliotekslederen anslår, at biblioteket hver uge modtager omkring titusinde bøger. De kommer fra nær og fjern: En spejdergruppe fra Idaho eller bibliotekets venner fra et bibliotek i Californien. Og ugen før vores besøg modtog biblioteket en hel container med bøger fra Rusland – på russisk! Det er derfor ikke overraskende, at de to medarbejdere i bibliotekets accessionsafdeling ser trætte ud. De er bogstavelig talt ved at drukne i bøger.

Ødelagte filialer
Efter en rundvisning på hovedbiblioteket og interview med udvalgte medarbejdere, tager Bill Johnson os med på en køretur til nogle af New Orleans biblioteksfilialer, hvoraf otte ud af tolv tidligere filialer blev totalt ødelagt af den oversvømmelse, som fulgt i kølvandet på Katrina. Først kører vi til Lower 9th Ward, der er et af de områder, som er hårdest ramt. Det er en spøgelsesby, hvor de hullede veje nødtørftigt er gjort farbare, men ellers står det meste, som det gjorde efter vandet trak sig tilbage. Det samme gør sig gældende for filialen Nora Navra. På hoveddøren af glas ind til biblioteket indikerer algebegroningen, hvor højt vandet har stået (ca. 70 cm.). Indenfor ligger bøger og inventar spredt udover gulvet. Lugten af mugne bøger og fugt er påtrængende. Ligesom det kan fornemmes, at biblioteket er blevet forladt med en følelse af, at nok en orkan skulle rides af. Der er sat sorte plasticsække over computerne, på kontorerne stå indtørrede kaffekopper og der ligger huskesedler med næste uges gøremål. Men med de begrænsede personaleressourcer har biblioteket ikke haft tid til at rydde op. Men det betyder måske heller ikke så meget, da brugerne er væk. Det tidligere lokalsamfund er i dag en ødemark.
 
Som udefrakommende – og måske især som dansker – kan man undre sig over, at lokalsamfundet ikke er genopbygget. Men hvad ville man egentlig selv gøre i samme situation? Ville man forsøge at genopbygge sin tilværelse i et område, hvis fremtid er usikker, eller ville man søge mod et andet og mere velfungerende lokalsamfund? Overvejelser som disse betyder, sammen med begrænsede ressourcer og manglende tradition for offentlig indsats og koordinering, at genopbygningen bliver langvarig, om end både lokalsamfund og biblioteksfilial nok skal komme sig med tiden.