Bibliotekerne, skriftkulturen og lidt om sagprosa

Tænk hvis bibliotekerne kunne være noget for både privatmennesket, lønmodtageren og borgeren – det hele menneske. Tænk hvis bibliotekerne blev et folkebibliotek!

Tænk hvis bibliotekerne kunne være noget for både privatmennesket, lønmodtageren og borgeren – det hele menneske. Tænk hvis bibliotekerne blev et folkebibliotek!

I sin bog The Rise of Writing argumenterer skriveforskeren Deborah Brandt for, at vi med informationssamfundet er vidne til en revolution indenfor skriftkulturen og det hun kalder for ’mass literacy’, fordi informationssamfundets grundlæggende vare er information og viden og disse er først håndgribelige som vare, når de manifesterer sig i en eller anden form for tekst eller bliver resultatet af tekstproduktion. Skrivning og tekstproduktion er blevet en dominerende form for arbejde og det lægger pres på menneskers skrivekompetencer, fordi ’…writing literacy is pulled deeply into manufacturing, processing, mining, and distributing information and knowledge’ (Brandt, 2013, pp. 16-16). Skrivning og tekstproduktion er derfor vor tids nye form for mass literacy fremfor læsning, fordi skrivning er ’…a mass daily experience’ (Brandt, 2013, p. 3). Et hurtigt kig ud i det digitale landskab bekræfter dette: tagging, blogging, tweeting eller søgning.

Læsning er ydermere, ifølge Brandt, typisk forbundet med afslapning, kreativitet og social anerkendelse, mens tekstproduktion typisk forbindes med arbejde (Brandt, 2013, p. 6).

Bibliotekerne vil gerne være noget i menneskers liv og hverdag. Spørgsmålet er, hvor meget understøtter bibliotekerne skriftkulturen, hvis tekstproduktion er gået hen og blevet ’a new mass literacy’? Er det ikke sådan, at bibliotekerne historisk og nutidigt ser sig selv som en del af en læsekultur og som institutioner, der skal fremme og understøtte læsning og dannelse gennem læsning? Men hvad med det at fremme og understøtte det at skrive, hvordan forstår bibliotekerne sig i forhold til det? Kort sagt, hvordan understøtter bibliotekerne nutidens behov for sagprosakompetencer?

Den norske sagprosaforsker Johan Tønnesson deler sagprosaen op i to hovedkategorier: den funktionelle og den litterære sagprosa (Tønnesson, 2013, p. 30), hvor førstnævnte dækker over den sagprosa, der bliver produceret af institutioner og virksomheder, dækker sidstnævnte over forlagsudgivet sagprosa med navngivne forfattere. Eksempler på funktionel sagprosa er offentlige budgetter, reklamer, brugsanvisninger, produktinformation, referater, dagsordner, mødeindkaldelser, busplaner, love, bekendtgørelser, forsikringer, lønsedler, skatteopgørelser, recepter og andre former for tekster i organisations- og arbejdslivet. Eksempler på litterær sagprosa er fagbøger, lærebøger, reportagen, selvhjælpslitteratur, biografier, videnskabelige afhandlinger, essays m.m.

Bibliotekerne er naturligvis hovedsagelig orienteret imod den litterære sagprosa, men har også forpligtelser overfor visse former for funktionel sagprosa (fx offentlig information). Man kan lave et yderligere groft snit ind over disse to former for sagprosa og sige, at som borger og lønmodtager er man hovedsagelig beskæftiget med funktionel sagprosa, mens man som privatmenneske hovedsagelig er orienteret imod den litterære sagprosa. Herfra kan vi kan lede, at bibliotekerne hovedsageligt understøtter privatmennesket og dets stræben efter underholdning, oplevelse eller oplysning. Når det kommer til den funktionelle sagprosa kan vi fra eksemplerne se, at den kan være svær at få øje på i dagligdagen, fordi den er indlejret i vores samfunds sociale og kommunikative strukturer og som sådan er med til at strukturere vores mangeartede former for social handling og interaktion. Den funktionelle sagprosa er på en og samme tid en demokratisk og bureaukratisk aktør i vores samfund. Hvordan håndterer bibliotekerne denne sagprosaform?

For små 10 år siden lancerede man i Danmark ’Borgerservice’ som en del af folkebiblioteksvirksomheden i nogle biblioteker. Dette skabte noget debat: sammenblanding af stat og kommune; bibliotekerne skulle da ikke hjælpe borgerne med at søge om pas, folkepension, boligstøtte osv. Desuden, blev det også fremført, var bibliotekarerne jo ikke uddannet til at tage sig af dette. Man sagde hermed, at bibliotekarerne dybest set ikke anede en dyt om den funktionelle sagprosa. Mit gæt er, at det skyldes at bibliotekarerne er så forhippede på at se sig selv som kultur- og litteraturformidlere, men med fokus på en noget ensidig forståelse af dette: den litterære sagprosa og ikke mindst skønlitteraturen.

I dag har vi i Danmark en portal ’Borger.dk – din indgang til det offentlige’ (www.borger.dk), hvor enhver dansk statsborger har sin personlige side og modtager sin digitale post fra det offentlige og fra fx forsikringsselskaber, arbejdsgiver, pension osv. Helt basalt er borger.dk et sted, hvor den funktionelle sagprosa spiller en stor rolle, hvis ikke ligefrem en definerende rolle. Tænk hvis bibliotekerne havde taget det til sig i sin tid. Man ville for alvor kunne spille en rolle i folks hverdagsliv ved at vise vej i sagprosaen.

Kunne det tænkes, at det som nogle gange bliver udlagt som ikke-brugeren lige præcis er den bruger, der ikke læser litterær sagprosa og skønlitteratur, men som har brug for hjælp til at udfylde diverse formularer m.m., dvs ikke-brugeren måske er den, der har behov for hjælp til at navigere i den funktionelle sagprosa? Tænk hvis bibliotekerne tog den funktionelle sagprosa alvorligt. Tænk hvis bibliotekerne tog befolkningens tekstkulturer (jf Berge, 2001) alvorligt. Tænk hvis bibliotekerne kunne være noget for både privatmennesket, lønmodtageren og borgeren – det hele menneske. Tænk hvis bibliotekerne blev et folkebibliotek!

— Av Jack Andersen lektor, phd, IVA, Københavns Universitet.