Arkiver, ikke biblioteker – hvorfor?

I moderne debatter i både den brede offentlighed og i den videnskabelige offentlighed tales der om arkiver: fx data-arkiver, web-arkiver og digitale arkiver.

Facebook beskrives fx som et arkiv bestående af de data og profiler, brugere leverer til sitet. De funktioner og processer digitale arkiver som fx Facebook (eller YouTube) aktiverer, muliggør og er betinget er, kan beskrives som funktioner og processer, der har at gøre med sortering, udvælgelse, klassifikation og samlingsopbygning – altså funktioner og processer vi også genkender fra biblioteksverdenen. Bogen Digital Keywords (Peters, 2016), der er skrevet over Raymond Williams’ bog Keywords, samler gamle og nye ord til at forstå og beskrive fænomener i den digitale kultur. I Williams’ bog er der hverken et opslag om arkiver eller biblioteker, mens i Digital Keywords er der et opslag om arkiver og ikke biblioteker. Hvorfor er det, at det er arkivbegrebet, og ikke biblioteksbegrebet, der har vundet indpas som begreb til at beskrive betydningsfulde træk ved den digitale kultur?

Arkiv betyder på latin archivum, der kommer fra det græske arkheion der betyder rådhus. Modsat betyder bibliotek bogsamling. Rådhus overfor bogsamling. Politik overfor et medie. Styring overfor kommunikation. 

Både arkiver og biblioteker er traditionelt beskrevet som samfundets hukommelsesinstitutioner. Ved at blive forbundet med samfundets hukommelse, er begge institutioners virksomhed også politiseret. Hvad et samfund vælger at have af hukommelse er ikke et spørgsmål om ren mnemoteknik. At huske er også at udvælge samtidig med, at hukommelsen også skal dannes, som Hans-Georg Gadamer minder os om. 

Det der traditionelt har adskilt arkiver og biblioteker er naturligvis indholdet af deres samlinger og deres politik for opbygningen af samlingerne: arkivalier, i betydningen ikke publicerede tekster, overfor publicerede tekster i et antal versioner og udgaver. I den digitale verden giver denne skelnen selvsagt ikke mening. 

Måske modsat biblioteker, har arkiver måske heller ikke haft en fremtrædende plads i vores bevidsthed. Gudmund Valderhaug skriver fx i sin artikel om arkiver, Kva er det med arkiv?: «Dei færreste menneske har noko medvite forhold til arkiv, sjølv om vi i dag meir enn noko sinne tidlegare er omgitt av arkiv. Når vi i våre daglege liv handlar i butikkar, passerer bomstasjonar eller kommuniserer med stat og kommune, blir det lagra opplysningar om oss og våre aktiviteter. Samtidig skaper dei fleste av oss kontinuerleg arkiv ved bruk av sjølvarkiverande elektroniske kommunikasjonsverktøy.» (p. 120). Alligevel peger Valderhaug på tilstedeværelsen af arkiver i vores hverdagsliv. Det arkivbegreb der bliver peget på her, er et der er stærkt indlejret i vores kultur og samfund på måder biblioteker ikke er og kan komme i nærheden af.

Hvis man derfor skal pege på en forsigtig forskel og en begrundelse for betoningen af arkiv fremfor bibliotek, kunne man pege på, at arkiv også har et verbum tilknyttet, at arkivere, modsat bibliotek, der ikke har et tilsvarende verbum.

At arkivere er en handling på lige fod med andre handlinger i den digitale kultur: at tweete, at tagge, at like, at friende, at søge. Arkiv og arkivere skriver sig dermed ind i en række af kulturelle handlinger, mange af os gør i hverdagen, som Valderhaug også påpeger. Ikke bare som enkeltstående handlinger, men som måske stærkt typificerende handlinger i hverdagen. Som praksisser der koordinerer og strukturer vores sociale liv. Arkivering som typificerende handling i den digitale kultur skaber både genkendelse af og forventninger til diverse former for sociale situationer. At arkivere og at blive arkiveret som data tjener ikke kun til at se tilbage i tiden. Det tjener til at blive gemt for at blive aktivt brugt i forskellige fremtidige sammenhænge: som salgsobjekt, som forudsigelse af kulturelle behov, som anbefaling af kulturelle produkter, eller til sporing af hvor du er og hvor du skal hen. Det er denne re-konfigurering af arkivbegrebet, som Holger Pötzsch fra Tromsø Universitet benævner med begrebet iArchive; et begreb der tjener til at fremhæve, at arkiver ikke kun kuraterer fortiden, men som i stigende grad er med til at skabe de subjekter og performances, der aktivt former fremtiden.

Centralt står her digitale mediers næsten indbyggede evne til på en og samme tid at lagre og gemme. Bibliotekers primære opgave er ikke at gemme, men at formidle aktuelt stof. Her er måske derfor en forklaring på, hvorfor det er arkiv og ikke bibliotek, der bruges til at beskrive digital kultur.

Det der er det paradoksale her, er, at et begreb og en institution, arkivet, der måske er mere støvet end biblioteket, forvandles til et begreb og en handling, hvormed vi forstår aspekter af digital kultur (jf. Valderhaug ovenfor). Man kan måske lige frem sige, vi oplever en arkivisering af kulturen. 

Vi kan altså konstatere, at arkiv-begrebet har fået en fremtrædende plads i den moderne mediekultur. Vi kan ikke sige, det er sket på bekostning af biblioteks-begrebet. Det kan vi ikke udelede. Men hvis man i biblioteksverdenen føler sig lidt trængt i defensiven kan man måske koble sig på (dele af) den moderne arkiv-diskurs og herigennem pege på, at ideen om samlinger af strukturerede materiale trives i bedste velgående og er ganske afgørende for, hvordan digitale mediekulturer fungerer. Vi kalder det måske bare ikke for biblioteker. 

Referencer:  Peters, B. (ed)(2016). Digital Keywords. A Vocabulary of Information Society & Culture. Princeton University Press Pötszsch, H. (2017). Archives and identity in the context of social media and algorithmic analytics: Towards an understanding of iArchive and predicitive retention. New Media & Society, pp. 1-19 Valderhaug, G. 2015). Kva er det med arkiv? IN: Litteratur- og kulturformidling. Nye analyser og perspektiver. Helge Ridderstrøm & Tonje Vold (red.). Pax Forlag