Hvad gjorde Facebook forkert?

Da Cambridge Analytica-skandalen ramte Facebook endte det med, at Mark Zuckerberg måtte stille op til høringer i både Kongressen og Senatet.

Men hvad har et firma gjort forkert, der lever af data og tilmed gør opmærksom på det? Hvad er problemet? Det har jeg har diskuteret med mine studerende i bachelorfaget Digital Kultur på uddannelsen i Informationsvidenskab og Kulturformidling her på Københavns Universitet.

Nogle studerende havde den holdning, at der intet problem var. Man ved som bruger, hvad man går ind til. Denne holdning er måske lidt farvet af det studie, de læser. Andre havde den holdning, at nok vidste man, hvad man gik ind til, men det var alligevel utrygt ikke at vide, hvad ens data kunne blive brugt til eller potentielt imod en – hvad det så end betyder. Andre havde igen den holdning, lidt i forlængelse af den første, at de betalte gerne med deres data for at få disse gratis services, som mange sociale medieplatforme leverer, fordi de spiller en stor rolle i unge menneskers liv og de vil ikke være kontakterne og relationerne foruden.

Hvad der bliver sagt til sidst er væsentligt. Synspunktet fremhæver, at Facebook og andre sociale medieplatforme er en infrastruktur og er derfor indlejret i hverdagen for mange mennesker – en indlejring der naturligvis giver sociale medieplatforme som Facebook en stor samfundsmæssig og politisk indflydelse, men også et stort samfundsmæssigt ansvar, fordi man ikke bare er neutralt tilstede i folks hverdagsliv.

Som vores digitale infrastrukturer ser ud nu, hvor alt lige fra offentlige myndigheder og private virksomheder som Facebook udgør en stor og betydningsfuld del, er det ikke så let bare at melde sig ud af denne infrastruktur, hvis kapital er data, som genereres af vores digitale aktiviteter i infrastrukturen.

Og her kommer Facebook ind. De lever af at sælge data genereret i infrastrukturen videre til annoncører og på den måde forbinder de brugere, indhold og annoncører med hinanden. Det vil altså sige, at Facebook agerer på nøjagtig samme måde, som alle private medier før dem har ageret. Men Facebook insisterer på at være en teknologivirksomhed og ikke en medievirksomhed. 

Her er problemet med Facebook og andre sociale medieplatforme, der typisk fremhæver sig selv som teknologi­virksomheder: ved ikke at vedkende sig som en medievirksomhed, men som 
en teknologivirksomhed, benægter Facebook at have et ansvar som en aktiv part i en global offentlighed styret af datatrafik.

Mark Zuckerberg fremhævede atter i afhøringerne, at Facebook ’blot’ er en teknologivirksomhed, der sætter brugere i forbindelse med hinanden. Der er tre ting at sige til dette. For det første, har medier og kommunikation altid handlet om drømmen, håbet og forestillingen om at være forbundet med andre i tid og rum. Facebook som medie gør lige præcis dette. For det andet, er medier og kommunikation også altid teknologier med forskellige former for ’bias’ i tid og rum, som Harold Innis netop fremhævede i sin bog «The Bias of Communication». En følge af dette synspunkt er, at medier aldrig er neutrale i deres konsekvenser for kommunikation. Medier skal til enhver tid ’programmeres’ og her kommer værdi-spørgsmålene ind. Dem kan Zuckerberg ikke undslippe blot ved at hævde, at Facebook er en teknologivirksomhed. For det tredje, så forsøger Zuckerberg, som den glade positivist han er, at give indtryk af, at Facebook og deres valg af opslag i vores feed blot justerer på algoritmen, hvis der dukker uhensigtsmæssige ting op. Det er en regulering af kommunikationen og ikke blot et teknisk-kirurgisk indgreb, som på en og samme tid både fortæller og ikke fortæller, de samfundsmæssige og kulturelle antagelser, algoritmen rent faktisk er kodet med.

Ved ikke at vedkende sig som en medievirksomhed, men som en teknologivirksomhed, benægter Facebook at have et ansvar som en aktiv part i en global offentlighed styret af datatrafik.

Altså, hvad Facebook gjorde og gør forkert, på linje med mange andre sociale medieplatforme, er, at insistere på ikke at være en medievirksomhed, men en teknologivirksomhed. Styring og regulering af kommunikation, er styring og regulering af menneskelige praksisser. Man kan ikke bare hævde i en kultur og i et samfund, hvis infrastrukturer i høj grad består af digitale medie og platforme, at man blot stiller en platform til rådighed, hvor mennesker kan opretholde relationer, nærvær og kontakt med andre mennesker. Det kan godt være, det var sådan Mark Zuckerberg tænkte i sin tid på sit kollegieværelse om det, der skulle blive Facebook. Men Facebook nu om dage udgør så stor en del af den offentlige samtale og interpersonelle kommunikationsnetværk, at vi for længst er forbi det punkt, hvor man med en vis rimelighed kan hævde, man blot stiller en platform til rådighed.

Facebook er infrastruktur. Facebook er kultur. Facebook er kommunikation. Og frem for alt er Facebook en aktiv part i dannelsen af den offentlige mening, dvs Facebook er offentlighed – på godt og ondt. Facebook er dermed en del af demokratiet og dette forpligter. Én ting er at leve af data. Det er et vilkår for digitale medievirksom­heder. En anden ting er at benægte og ikke vedstå, man er en del af den offentlige samtale. Her er Facebooks helt grundlæggende problem og udfordring. 

Jeg vil vove den påstand, at Mark Zuckerberg aldrig ville være havnet i en afhøring og mediestorm, hvis han havde defineret sit firma som en medievirksomhed. Denne optik ville i så fald have fremhævet det åbenlyse ved enhver form for medievirksomhed: at man naturligvis er interesseret i, hvad ens læsere, lyttere, seere eller brugere interesserer sig for. På denne led ville man også have fået fremhævet det helt banale: at medievirksomheder er aktive aktører i skabelsen af den offentlige samtale. Denne optik ville ikke have afstedkommet en høring i kongres og senat.

Men igen, ved at insistere på at være en teknologivirksomhed, kom Zuckerberg til at fremhæve Facebook som en neutral aktør, der blot justerer lidt på algoritmerne, når ting bliver ubehagelige. Problemet her er, at enhver iagttagelse fra hverdagen bliver overrasket over dette, når man nu konstant er vidner til det modsatte. Derfor endte Zuckerberg til høring.