Hvorfor er algoritmer så interessante?
Det er afgørende i et samfund og en kultur, hvor algoritmer er en blandt mange aktører, der laver kulturelle valg og prioriteringer, at de ikke kun bliver anskuet som farlige og forførende.
Algoritmer har efterhånden sneget sig ind i vores vokabular og kultur. Dagspressen skriver om dem (som noget meget farligt). Ethvert studium omhandlende medier, kultur, information eller kommunikation med respekt for sig selv har efterhånden temaet algoritmer som en del af pakken. Men hvordan har et fænomen, der traditionelt har ligget i matematikkens og datalogiens domæne formået både at træde ind i humanistiske studier og ud i offentligheden? Hvorfor er algoritmer så interessante for kultur og offentlighed?
En algoritme fungerer på den måde, at den ved hjælp af et givet, specificeret input leverer et bestemt output. Dette ser vi helt banalt ved et digitalt søgesystem som fx en bibliotekskatalog eller en søgemaskine: man taster nogle ord ind og får nogle svar tilbage i form af nogle søgeresultater. Da jeg læste biblioteks- og informationsvidenskab i slutningen af 1990’erne lærte jeg om algoritmer i form af automatiske genfinding- og indekseringsteknikker og hvordan de virkede i forhold til, hvad man kan kaldte manuelle teknikker. Der var som sådan overhovedet ingen tematisering over, hvilke værdier og antagelser man kodede ind i disse automatiske genfindings- og indekseringsteknikker og hvad de betød for repræsentation og genfinding. Målet var nærmere at finde frem til de bedste og mest effektive teknikker.
Men med de allestedsnærværende digitale medier er algoritmer kommet ind i hverdagen i form af fx søgealgoritmer, anbefalingsalgoritmer, trending-algoritmer, overvågningsalgoritmer, sorteringsalgoritmer eller personaliseringsalgoritmer. Algoritmer er en del af den digitale forretningsmodel og en integreret del af den digitale kommunikation.
Hvor man måske aldrig stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor kommer posterne op i den rækkefølge de gør, når man har lavet en søgning i en bibliotekskatalog, stiller vi sådanne spørgsmål nu: hvorfor kommer dette eller hint op ved denne søgning? Hvorfor får jeg vist disse reklamer? Hvorfor får jeg anbefalet denne bog, denne film eller denne udstilling?
Dette kræver en tematisering og derfor bliver algoritmer interessante for os, fordi de ikke bare trænger ind i hverdagen, de er hverdagen. Som den amerikanske kultur- og kommunikationsforsker Tarleton Gillespie skriver om algoritmer, så er det ikke nok at spørge til, hvordan algoritmer former kultur, men hvordan de bliver til kultur (Gillespie, 2016, p. 53).
Hvordan er det så, at algoritmer bliver til kultur? På grund af det de er sat til at gøre (udvælge, anbefale, sortere, overvåge etc) er algoritmer ikke bare instrumentielle størrelser. De udtrykker værdier, holdninger og antagelser om det, de udvælger, anbefaler eller genfinder. Værdier, holdninger og antagelser kan altid og vil næsten blive udsat for diskussion og kritik. Algoritmisk intervention i den digitale kultur er åben for offentlig debat i form af det output, algoritmer leverer. Ifølge Gillespie betyder dette, at algoritmer agerer som et kulturelt fænomen og er dermed ikke fri af kulturen.
Dette forhold omkring algoritmer som kultur, betyder også, at vi tilegner os algoritmer som del af kulturen; dvs. vi tillægger dem kulturel betydning i den forstand, at vi taler om dem i samtaler om Facebook’s newsfeed, Twitter’s trending list, eller Google’s søgeresultater. Det betyder også, at algoritmer er noget vi som borgere lever med og konstant forsøger at tillægge betydning, fordi algoritmer udfører kulturelt arbejde i digitale medier, som vi bruger dagligt og som vi er betinget af i nogle henseender.
Vi kan drage en parallel her til Hans-Georg Gadamer’s filosofiske hermeneutik. Her er forståelse og fortolkning af tekster ikke et spørgsmål om, at finde en metode hertil og finde frem til en bedre forståelse. Forståelse og fortolkning er en værenstilstand, noget vi er kastet ind i. Derfor er der i denne optik to helt fundamentale udgangspunkter, når man vil forstå:
Teksten man prøver at forstå, må man i udgangspunktet tage som udtryk for en sandhed; dvs vil sige teksten gør krav på en sandhed for at blive forstået og dette krav om sandhed må man som læser af teksten forsøge at sætte sig ind i, før man kan hævde at have forstået teksten. Det vil sige, det handler ikke om at falsificere teksten i bedste oplysningsforstand, men at sætte sig ind i tekstens præmisser med henblik på at forstå den.
Dette fører til det andet udgangspunkt, nemlig det forhold, at som fortolker af tekster er formålet aldrig at forstå teksten i dens historiske situation og udlægge forfatterens intention, men at anvende teksten på sin egen historiske og samtidige situation. Når vi fx anvender en lov her i 2018, der måske er blevet til i 1962, anvendes loven jo ikke, som verden så ud i 1962, men skal netop anvendes i 2018. Her er ligger forståelsen.
Tilbage til algoritmer. Hvis algoritmer er en del af hverdagen og et udtryk for kulturel aktivitet, så er kravet til os som aktører med algoritmer vel også at forstå dem på linje med forståelse og fortolkning i Gadamer’s hermeneutik? For at tilegne os og forstå algoritmer som en del af vores væren, må vi udgangspunktet lytte til, hvad de siger i form af de prioriteringer og antagelser, de giver udtryk for. Det handler ikke om, at vi skal tage disse prioriteringer og antagelser for gode varer. Men at vi skal anvende algoritmen til egne formål. Dette kan kun ske, når vi forstår algoritmen i dens og vores væren.
Vi anvender faktisk allerede algoritmer til vores egne formål lige præcis, når vi taler om algoritmer og diskuterer, hvad de finder frem til os. Når vi tillægger dem kulturel værdi. Derfor er det afgørende i et samfund og en kultur, hvor algoritmer er en blandt mange aktører, der laver kulturelle valg og prioriteringer, at de ikke kun bliver anskuet som farlige og forførende. Algoritmer er noget, vi lever med. Det ser vi bl.a., når websider indeholder bestemte keywords for at blive synlig for søgemaskiner. Her indgår man jo i en reel form for kommunikation med algoritmen. Men accepterer dens præmis i første omgang, man har forstået den, når man så tildeler sin webside bestemte keywords, der så bliver fanget af en søgealgoritme. Her er algoritmer kultur og en kulturel aktør.
Det er klart, at vi med denne form for hermeneutisk aktivitet ikke har åbnet algoritmen, åbnet dens black-box, for at se dens maskineri, hvad vi sandsynligvis ikke ville forstå. Men har vi har taget konsekvensen af algoritmens fænomenologiske tilstedeværelse. Derfor er algoritmer interessante for os.
